Kunstneren. Mit øjes lys, min hjernes kys!

Her til morgen fandt jeg bag den sidste sandbakke et lille kar fyldt med flager af hud. Jeg skrev det i min notesbog, eller, jeg noterede det. Og gik videre bort, ud i havet. Derfra lod jeg solen stå op, og tillagde min nationale identitet en langt større værdi end jeg nogensinde før havde gjort. Mit sprogs grænser skal være min stats grænser.

Et par dage senere flød det over med gloser jeg ikke forstod i udkanten af mit højre og væsentligste øre. Krokodillen Amadeus tilføjede ikke situationen større alvor, men bed sig fast i bøgetræets smukke blæst, de gyldne blades fald og dette efterår af vemod. Dine kunders største lyst.

Tordenorkanen sætter af. Jeg stråler stolt afsted

Sent. Meget sent vågner jeg op med sandheder i alle mine øjne og en lang lang tunge, som hviler træt i mit øre. Den kropslige handling findes ikke da jeg lidt senere opdager at det stadig er tilladt at lyve. Og stjæle. Jeg stjæler skyerne ned og tænder fuldstændig af idet jeg indser det indviklede system som ligger til grund for at vi overhovedet kan have noget der ligner en kommunikation.

Åh Gud! Jeg folder mine hænder sammen, knytter dem og sætter vinden på plads med et suk. Derefter har du aldrig sagt noget forkert.

Armskvulp eller hvordan mine øjnes karate sætter ind

Herude ved kameløjnes stærkeste modstand forsvinder jeg. Himlen er hævet over enhver tvivl og du ringer og fortæller mig den er hjemme. Hundrede postkort er kastet i ørknen, og sandet ligger endnu tørt. Som din skulder, som din mund, som dine svage bindinger sidder jeg på kanten af verden og ved at alt stadig kan ske.

Du kan fortælle mig om dit hvirvlende blik og du kan fortælle mig om din barndom. Det gør ingen forskel når du ikke er her. Palmebrisen bryner mine øjne til over tid. Fuglen (den latterligt smukke) drukner og drukner i vinden, dens børstede hede berøring. Har jeg fortalt at når du fortæller mig alt glider mit hår ind i Rusland og bliver tundra?

Uden min vinter går du istedet med hat

Dagene er begyndt at flyde sammen igen. Jeg er stolt af min indsats i verden, selvom den selvfølgelig ikke er særlig bevægende på de følsomme planer. Man kunne kalde den for min ørken. Min bekendelse. Jeg tror på urenhederne i din hud, på dit smil og på at du kravler ind igennem mit øre en dag og forsvinder bag mine øjnes himmeltåge.

I mit vindue indtager støvet langsomt hver hvid flade og efterlader det gråt. Min ene plante holder ud, vokser stædigt, hvilket man ikke nødvendigvis kan forvente af sådan en plante. Jeg ville i hvert fald have givet op for længe siden. Drukner du også i støv?

Der går burka i mit hjerte når du glemmer mig i dit azurblik og tænker himlens flommefede cardigan ind i dine drømme. Jeg er ikke hvem-som-helst.