Armskvulp eller hvordan mine øjnes karate sætter ind
oktober 31, 2007
Herude ved kameløjnes stærkeste modstand forsvinder jeg. Himlen er hævet over enhver tvivl og du ringer og fortæller mig den er hjemme. Hundrede postkort er kastet i ørknen, og sandet ligger endnu tørt. Som din skulder, som din mund, som dine svage bindinger sidder jeg på kanten af verden og ved at alt stadig kan ske.
Du kan fortælle mig om dit hvirvlende blik og du kan fortælle mig om din barndom. Det gør ingen forskel når du ikke er her. Palmebrisen bryner mine øjne til over tid. Fuglen (den latterligt smukke) drukner og drukner i vinden, dens børstede hede berøring. Har jeg fortalt at når du fortæller mig alt glider mit hår ind i Rusland og bliver tundra?
