Uden min vinter går du istedet med hat

Dagene er begyndt at flyde sammen igen. Jeg er stolt af min indsats i verden, selvom den selvfølgelig ikke er særlig bevægende på de følsomme planer. Man kunne kalde den for min ørken. Min bekendelse. Jeg tror på urenhederne i din hud, på dit smil og på at du kravler ind igennem mit øre en dag og forsvinder bag mine øjnes himmeltåge.

I mit vindue indtager støvet langsomt hver hvid flade og efterlader det gråt. Min ene plante holder ud, vokser stædigt, hvilket man ikke nødvendigvis kan forvente af sådan en plante. Jeg ville i hvert fald have givet op for længe siden. Drukner du også i støv?

Der går burka i mit hjerte når du glemmer mig i dit azurblik og tænker himlens flommefede cardigan ind i dine drømme. Jeg er ikke hvem-som-helst.